GEOLOGIEN BAG TUREN
Sådan blev Kappadokiens eventyrlige klippetårne og dale dannet
Dalene, som en quad-safari kører igennem, blev ikke bygget – de blev udhugget. Her er den vulkanske geologi bag Cappadocias eventyrlige skorstene, kløfter og farver.
Se Kappadokiens quad-cykel-ture på GetYourGuide ↗Tre vulkaner byggede højsletten
Kappadokiens landskab blev skabt af ild, ikke erosion. Gennem millioner af år begravede udbrud fra Erciyes-bjerget nær Kayseri, sammen med Hasandağ og Göllüdağ længere mod syd, den centrale anatolske højslette under tykke lag af vulkansk aske og pyroklastisk materiale. Lagene blev komprimeret til tuf – en blød, porøs vulkansk bjergart – med hårdere basaltplader, der enkelte steder lagde sig ovenpå. Erciyes, en slumrende stratovulkan, der stadig er synlig på klare dage fra flere dele af regionen, anses generelt for at være hovedkilden til den ignimbrit, som ligger under de dale, en quad-tur kører igennem. Alt, hvad der fulgte efter – feernes skorstene, kløfterne, huleboligerne – er historien om, hvad vand og vind sidenhen gjorde ved den vulkanske base.
Blødt sten, hårdt tag: sådan dannes en eventyrskorsten
En eventyrlig klippeformation opstår, når en plade af hårdere sten — ofte en basaltblok efterladt af et gammelt lavastrøm — hviler oven på en søjle af langt blødere tuf. Regn og vind eroderer den blottede tuf omkring blokken langt hurtigere, end de eroderer stenen under den, så det omkringliggende landskab gradvist slides væk, mens en høj, smal søjle overlever under sin beskyttende kappe. Givet tilstrækkelig tid falder kappen til sidst, den blottede søjle eroderer uden beskyttelse, og formationen forsvinder — hvilket er grunden til, at nogle af Kappadokiens mest fotograferede formationer, især i Love Valley, af geologer beskrives som langsomt ældende strukturer snarere end et fast element i landskabet.
Hvorfor skifter klippen farve fra dal til dal
Tuffen har ikke én ensartet farve. Forskellige udbrud aflejrede aske med forskelligt mineralindhold, og varierende grader af jernoxid-farvning gennem bjergarten skaber de lyserøde, røde, hvide og grå nuancer, der er synlige i hele regionen — hvilket er præcis derfor, Rose Valley og Red Valley bærer deres navne, og hvorfor den samme bjergart kan virke afdæmpet midt på dagen og gløde ved solnedgang, når det lave lys fremhæver oxidationen i stenen. At køre mellem dalene på en quad gør dette tydeligere end at betragte et enkelt sted: farven skifter reelt inden for få hundrede meter, når ruten krydser fra et askelag til et andet.
Udhuget, ikke bygget: hvorfor folk gravede sig ned i tuffen
Den samme blødhed, der lod vind og vand forme feernes skorstene, gjorde også klippen let at bearbejde for mennesker. Nyligt blottet tuf kan skæres med simple håndværktøjer og hærder ved kontakt med luft – derfor er Kappadokiens dale og bjergskråninger gennemhullet af huleboliger, klippehuggede kirker og underjordiske byer i flere niveauer, udgravet over næsten to tusind år. Flere af disse udhuggede kirker ligger i de samme dale, som en quad-safari passerer igennem, gemt ind i klippevæggene ved siden af grussporene – en påmindelse om, at terrænet, der køres igennem for udsigtens skyld, i meget lang tid blev behandlet som byggemateriale og skjulested.
Et landskab, der stadig er under forandring
Erosionen i Kappadokien er ikke stoppet. Feernes skorstene kollapser stadig en gang imellem, især efter kraftig regn løsner den blødere tuf ved deres base, og nye formationer bliver langsomt blotlagt, efterhånden som det omkringliggende land slides yderligere ned. Fordi geologien og den menneskelige historie, der er hugget ind i den, er så tæt forbundne, blev Göreme Nationalpark og de omkringliggende klippeområder optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1985, som anerkendelse af både de vulkanske formationer og de kirker, boliger og byer, der er udhugget i dem. At køre igennem på en quad er på sin vis at køre igennem en aktiv geologisk proces frem for et færdigt, statisk landskab.